Grunde til at vælge parterapi
Der kan være mange grunde til at ønske hjælp til parforholdet. Nogle skændes, nogle snakker ikke sammen, andre taler kun sammen om børnene, andre igen taler sammen om det, de finder relevant, men synes ikke at nå nogen vegne. En del savner den spontanitet og lidenskab, de tidligere tidligere havde sammen. Der er også par, der vælger at få hjælp til at tale om fremtiden, for at undersøge deres egne og parforholdets værdier og ressourcer, så de kan finde ud af, hvor de er på vej hen sammen og hver især.
Hvordan og hvor meget man skal være individ, par og måske forældre er et spørgsmål, som for mange er uafklaret og uforhandlet. Der kan være forskellige holdninger og forventninger til fx:
- hvor social skal man være i dagligdagen og med hvem?
- behov for fordeling og prioritering af arbejde i og uden for hjemmet
- hvordan aftaler defineres og overholdes
- økonomiske spørgsmål
- romantiske oplevelser
- sex
- børneopdragelse
- venskaber og familierelationer og meget meget mere.
Ønsker til parterapi er meget forskellige og hjælpen, jeg tilbyder, indrettes naturligvis derefter.
